“Nye” Google-annoncer dårligt nyt for dansk erhverv

Søgegiganten Google – yndlingstemaet her på min blog, da vi har et on/off kærlighedsforhold – gik i enden af februar i gang med en global ændring af annonceopsætningen. Google.dk og gigantens søgemaskiner  fra andre lande har nu kun maks. syv annoncer på hver side, i og med fire annoncer baseret på søgeord er fjernet fra højrekanten i layoutet.

Da dansk erhvervsliv er polariseret med mange mindre virksomheder og alt for få af de store, der virkelig har råd til marketing, er ændringen dårligt nyt. SMV (små og mellemstore virksomheder) må byde højere klikpriser i Adwords-auktionerne for at blive set, da der er færre pladser til rådighed. Hvis kunderne ikke vil betale mere end før og der ikke kommer flere henvendelser ind, kan det blive rigtig dyrt.

Google sidder på ca. 90 % af søgemarkedet i Danmark, hvor brugerne vægter kvalitet og præcision højt. Bing, Ask.com, Jubii og lignende alternativer leverer desværre ikke lige så gode resultater, og et reelt alternativ på sproget dansk er derfor svært at finde i mange søgeords tilfælde.

Syv ud af ti danskere arbejder i en koncern, der har rigeligt råd til høje klikpriser på annoncer, mens det mindre vækstlag  i erhverslivet må satse i højere grad for at blive set. Det bedste alternativ, som jeg ser det, er SEO – søgemaskineoptimering på godt, “gammelt” dansk. De mindre virksomheder må simpelthen blive skarpere på indkøb af SEO, således man får en synlighed tilpasset brugerne.

SEO sværere – men vigtigere end før

Jeg oplever desværre ofte, at mange køber ind i blinde uden at sætte sig ind i, om der er trafik på en given søgeterm. Eller om firmaet bag reelt har resultater at fremvise på forskellige søgninger. Det giver alt i alt branchen et dårlig ry, som potentielt presser prisen  ned, men til gengæld giver de dygtige konsulenter noget at undervise i og rådgive omkring måned efter måned. Søgemaskineoptimering er blevet en stadig vigtigere disciplin, men er sværere end før, hvorfor gør det selv absolut ikke altid er tilrådeligt.

Googles ændring kommer på baggrund af ønsket om at skabe en bedre brugeroplevelse – den har vi hørt før – men skal reelt nok ses som et endnu bedre cashflow til firmaet bag samt endnu et skridt ind på markedet for prissammenligning. Den såkaldte Google Shopping-funktion optræder nemlig i visse tilfælde på højresiden i det nye layout og er et direkte angreb på f.eks. Pricerunner og lignende sammenlignings-sider, som søgegiganten nok gerne ville være foruden.

Summen af det hele er, at Scroogle – Microsofts øgenavn bruger jeg her! – har skruet op for bundlinjefokus, og at firmaerne må til lommerne i endnu højere grad end før. Så uanset hvad gælder det om at være skarp – eller helt se bort fra onlinedelen af sin forretning.